Befordringsregler og Regulativ
Regulativ til booking og billettering
1.0 Formål og gyldighedsområde
Regulativet beskriver de regler og forhold, der gælder for booking og billettering af passagerer, køretøjer og gods på Ø-Færgen.
Regulativet gælder for alle passagerer og køretøjer på Ø-Færgen.
2.0 Booking
2.1 Køretøjer, gående passagerer, cyklister og grupper på min. 10 personer
Der kan bookes plads til køretøjer, gående passagerer, cyklister og grupper på min. 10 personer.
Passagerer med Ø-kort (se pkt. 3.3) skal også booke til passager, cykler og køretøjer.
2.2 Gods
Der kan ikke bookes plads til fragt af gods, medmindre der er tale om særligt gods. Se nærmere herom i ”Regulativ for godshåndtering”.
2.3 Normal booking
Booking kan foretages på www.oefaergen.com. Ved vores online-booking skal der betales for billetten enten med kreditkort eller værdikort/ø-kort.
Der kan ikke bookes billet på færgekontoret bortset fra pendlerbookinger (pkt. 2.5)
Der kan også købes billetter i vores billetautomaten ved kontorbygningen, men billetten er ikke tilknyttet en reservation og i travle perioder med en udsolgt færgekapacitet, kan det være muligt at man ikke kan sejle med, selvom man har købt billet. I dette tilfælde refunderes billetten.
Billetter, som er købt i automaten gælder kun selve dagen billetten er købt.
Billetter fra booking på hjemmesiden og billetautomaten skal medbringes ved ombordstigning i form af print eller ved forevisning på mobiltelefon.
Passagerer med booking skal ankomme senest 15 minutter før afgang ellers bortfalder reservationen.
2.4 Booking for borgere, der er fritaget for digital post
Borgere, der er fritaget fra digital post, kan ringe til færgekontoret og foretage booking i færgekontorets åbningstid.
2.5 Pendlerbooking
For passagerer, der skal benytte færgen på mere end 10 fastlagte afgange, kan der foretages en pendlerbooking. Pendlerbooking foretages på mail til færgekontoret.
Kunder, der skal have gods med færgen på fastlagte dage hver uge (f.eks. postbil mv), kan oprettes som pendlerbookingkunder.
Ved bookingen fremsender Ø-Færgen en bookingliste, der skal medbringes i print eller fremvises på mobiltelefon.
2.6 Deadline for booking
Der lukkes for booking/reservation og køb af billetter på hjemmesiden 30 minutter før afgang fra Faaborg. Passagerer med booking skal ankomme senest 15 minutter før afgang ellers bortfalder reservationen.
3.0 Billettering
Kontrol af billetter og/eller værdikort foretages dels ved ombordstigning, og dels når færgen har lagt fra land.
3.1 Billettering af passagerer, der ikke har booket plads
Passagerer, der ikke har booket billet på hjemmesiden kan kun komme med færgen, såfremt der er plads. I disse tilfælde kan billetteringen undtagelsesvist foretages under overfart fra Faaborg til Lyø/Avernakø. Der kan ikke købes billet på færgekontoret.
3.2 Billettering af klippekort (udgået)
3.3 Billettering af værdikort
De forskellige korttyper er beskrevet i pkt. 3.3.1
Ved billettering indlæser billettøren værdikort/ø-kort på sin håndterminal. Efter billettering udskriver billettøren en billet til kunden. Billetten skal opbevares under hele sejladsen.
Passageren skal kunne fremvise sundhedskort eller anden legitimation, der viser, at passageren er den rette ejer af ø-kort hvis billettøren anmoder om det.
Fastboende øboere, der har invalidebil med færgen, skal ved billettering fremvise gyldigt blå invalideskilt. Indehaveren af invalidebilen skal være chauffør eller passager i bilen for, at bilen kan fragtes gratis.
3.3.1 Korttyper
Der findes forskellige korttyper:
- Værdikort:
Værdikortet kan anvendes til flere takstgrupper; heriblandt til transport af personer, cykler, bil/varebiler på hvide plader mm. Værdikort skal tankes op via ”Min side” i det online bookingsystem eller via billetautomaten i Faaborg. Værdikortet har altid den værdi, der er på kortet ved den pågældende booking eller køb af billet. Vær opmærksom på at kortet skal være tanket op med så stort et beløb, at den fulde billetpris kan betales. Rabatten bliver først efter handlen godskrevet på kortet. Værdikort giver 25% rabat for hver 1000 kr. der sættes ind på kortet. Ved erhvervelse af værdikortet betales et engangsgebyr på 100 kr.
- Ø-kort:
Ø-kortet er for øboere, der ifølge folkeregistret er bosiddende på Lyø eller Avernakø og derfor sejler gratis med færgen. Ø-kortet dækker også transport af evt. cykel og invalidebil, og kan desuden anvendes med samme funktioner som værdikortet (se ovenstående). Øboeres invalidebiler skal bookes i det online bookingsystem på lige fod med andre biler og blåt invalidekort skal kunne fremvises. Ø-Færgekontoret udsteder ø-kortet med navn, adresse og billede til øboere. Ø-kortet gælder så længe man har folkeregisteradresse på en af øerne.
Ved fraflytning fra øerne slettes ø-kortet på grundlag af oplysning fra Kommune-data. Ved tilflytning til øerne udsteder Ø-Færgekontoret et ø-kort, når tilflytteren begærer herom og fremsender elektronisk foto. Ved nyerhvervelse (bortkommet) af ø-kortet betales et gebyr på 100 kr.
- Arbejdskort:
Arbejdskortet er et månedskort for passagerer, der dagligt arbejder på en af øerne. Arbejdskortet betales pr. måned ved faktura og udstedes af færgekontoret ved henvendelse pr. mail. Ved erhvervelse af et arbejdskort betales et gebyr på 100 kr.
3.4 Kontrol af bookede billetter og pendlerbookinger
Kontrol af billetter købt ved booking på hjemmesiden, betalingsautomaten i Faaborg eller på færgekontoret (pendlerbookinger) fortages ved, at billettøren kontrollerer den billet, som passageren har udskrevet ved bookingen eller ved kontrol af billetdata på passagerens mobiltelefon.
Billetten skal kunne fremvises på både ud- og hjemrejse.
3.5 Billettering ved betaling med kreditkort eller kontanter
Der kan anvendes følgende kreditkort: MasterCard, Maestro, Dankort, Visa, Visa Electron, V PAY, JCB, UnionPay og American Express.
Der kan endvidere betales med danske kroner og euro. Ved betaling med euro gives der tilbage med danske kroner.
Billetten skal kunne fremvises på både ud- og hjemrejse.
3.7 Passagerer uden gyldig rejsehjemmel
Hvis en passager ikke kan fremvise kundekort, ikke har en booket billet, ikke kan betale ombord eller ikke kan fremvise gyldigt blåt invalideskilt, skal passageren forevise legitimation til billettøren, som registrerer data på passageren.
3.8 Bortkomne kundekort og billetter
Tabte eller bortkomne kundekort (værdikort, ø-kort eller arbejdskort) og billetter erstattes ikke. Nyt ø-kort kan erhverves ved Færgekontoret, nyt værdikort kan erhverves i billetautomaten og nyt arbejdskort kan erhverves ved henvendelse til færgekontoret pr. mail.
3.9 Ubrugte kundekort og billetter
Ubrugte billetter, arbejdskort, indestående på værdikort refunderes og engangsgebyr på kr. 100,- refunderes ikke.
4.0 Ansvar
Befordring af passagerer cykler, køretøjer og gods sker i henhold til Sølovens bestemmelser. Der henvises til information herom på hjemmesiden, færgen og ved havnene.
5.0 Reklamationer
Eventuelle reklamationer i forbindelse med booking og billettering skal ske på mail til færgekontoret.
6.0 Ikrafttrædelse
Regulativet træder i kraft den 15. juni 2015.
Regler for erhvervskøretøjer
§ 5. Ordningen omfatter følgende former for godstransport og godshåndtering:
1) Lastbiler og påhængskøretøjer til lastbiler.
2) Varebiler på ikke over 3,5 ton, der er helt eller delvist registreret til erhvervsmæssig kørsel, og som benyttes til erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med den konkrete overfart til og fra øen.
Økonomi- og Indenrigsministeriet, den 6. december 2016
BEMÆRK! Når man påbegynder en booking, blokerer systemet den tid eller tider man ønsker i 30 minutter så man har tid til at afslutte sin booking og betaling. Afbryder man midt i bookingforløbet inden de 30 minutter er udløbet og bagefter logger på igen og forsøger at booke med samme tider, få man at vide at man allerede har booket fordi tiden eller tiderne er blokeret. Man skal derfor vente i minimum 30 minutter inden man logger på igen.
Campingvogne, trailere, skurvogne og andre anhængere overføres kun når disse er tilkoblet et trækkende køretøj, der ikke tilhører rederiet.
Vi ønsker alle en god overfart.
Om bord
Cykler og knallerter
Cykler og knallerter bedes hensat efter besætningens anvisning.
Elevator
Der er elevator fra bildækket til salonen.
Elevatoren må kun benyttes når færgen er i havn. Fra salon til soldæk forefindes en kørestolsrampe så det er muligt for kørestolsbrugere at komme på soldækket.
Hunde, katte og andre smådyr
Hunde, katte og andre smådyr skal føres i snor eller medtages i transportbur. De må medtages i salonen og på soldækket og de sejler med færgen uden beregning. Dyr der efterlades i et køretøj, må ikke tilses under overfarten.
Rygning og affald
Rygning er kun tilladt på soldækket - og er strengt forbudt alle andre steder på færgen.
Benyt de opstillede askebægre og affaldskurve - og smid venligst ikke affald over bord.
Mad og drikke
Det er tilladt at nyde medbragte mad og drikkevarer på soldækket samt i færgens salon.
Drikkevarer
Øl og vand, kaffe og varm kakao kan købes i automaterne i salonen.
Drikkevand
Vandet om bord er tankvand og er derfor ikke er egnet som drikkevand.
Vi henviser til færgens automater med drikkevarer.
Ansvar
Rederiets ansvar begrænses i henhold til sølovens bestemmelser. Selskabet påtager sig intet ansvar for følgerne af eventuelle driftsforstyrrelser eller forsinkelser.
Ret til ændringer forbeholdes i forbindelse med takster og fartplan.
Rederiet har begrænset ansvar vedrørende befordring af passagerer, gods, biler og levende dyr.
Folderen "Overfartsbestemmelser" fås om bord på færgen.
Overfartsbestemmelser
Overfartsbestemmelser
Passagerer og rejsegods.
Befordring af passagerer, biler og rejsegods på rederiets færge eller af rederiet ind- chartret færge, finder iht. nærværende bestemmelser, samt sølovens bestemmelser om ansvar og erstatningspligt.
For skade på person eller tab af liv og rejsegods i tiden før ombordstigningen/ombord-kørslen, eller efter ilandstigningen/udkørslen er rederiet ikke ansvarlig.
Befordring af passagerer og rejsegods, herunder motorkøretøjer sker iht. disse bestemmelser og bestemmelserne om ansvar og erstatning i henhold til søloven, særligt i henhold til §§ 401-431.
Rejsende er pligtige til at overholde kaptajnens og besætningens anvisninger. Personer kan nægtes befordret hvis de er synligt påvirkede, er til gene for andre passagerer eller udgør en sikkerhedsrisiko. Beskadigelse af rederiets inventar og andres ejendele vil medføre erstatningsansvar.
Rygning og brug af åben ild indendørs og på vogndækket er forbudt. Under overfarten er ophold på vogndækket forbudt.
Levende dyr må medbringes. Hunde skal føres i kort snor, øvrige dyr skal medbringes i bur. Dyr må ikke være til gene for andre passagerer. Det er tilladt at lade hunde og andre dyr blive i bilen under overfarten, men man skal være opmærksom på, at passagerer ikke har adgang til vogndækket under overfarten. Ved henvendelse til færgens personale kan der dog gives tilladelse til at tilse ”dyretransporter”.
Rederiet er ikke ansvarligt for levende dyr, heller ikke for levende dyr som passagererne medbringer, selvom skade eller tab skyldes fejl eller forsømmelse af rederiet eller nogen det svarer for.
Rejsegods må under overfarten opbevares på færgen bildæk.
Passagerer må ikke medbringe farligt gods.
Stuvning og surring.
Ombordkørsel, kørsel ombord og ilandkørsel sker i samarbejde med personalet og skal ske under særlig agtpågivenhed fra (chaufførens) førerens side. Rederiet er ikke ansvarligt for skader eller tab som følge af oversete advarselsskilte, misforståede instruktioner fra besætningen eller lignende.
Skader på køretøjer, der skyldes, at disse er sænkede, ombyggede eller tungt lastede er rederiet uvedkommende. Specialudrustning, herunder også rejsegods, der er anbragt udenpå eller ovenpå et køretøj, og som beskadiges, mens køretøjet er i bevægelse, erstattes ikke.
Rederiet er ikke ansvarligt for eventuelle skader, som køretøjer forvolder på hinanden ved sammenstød, forskubning, vælten eller lign. Sådanne skader afgøres mellem ejerne af køretøjerne og disses respektive forsikringsselskaber.
Overførsel af farligt gods skal altid anmeldes forud, og de nødvendige dokumenter skal være til stede inden overførsel. Mærkning og emballering skal foretages efter gældende regler. Rederiet forbeholder sig ret til at kontrollere, at lasten svarer til anmeldelsen og har ret til at afvise eller udskyde overførsel af farligt gods.
Tohjulede køretøjer.
Forsvarlig fastsurring af tohjulede køretøjer påhviler alene passageren, uanset om besætningen anviser surringsgrej eller ej. Det påhviler altid passageren at sikre sig, at køretøjet er tilstrækkeligt stabilt og sikret til at modstå almindelig forventelig søgang på overfarten. Assistance fra besætningen med fastsurringen medfører ikke, at rederiet overtager ansvaret for surringens tilstrækkelighed. Skader på tohjulede køretøjer, der skyldes, at disse er væltet under overfarten eller i forbindelse med anløb, erstattes kun, hvis skaden er opstået som følge af fejl eller forsømmelse fra rederiets side.
Godstransport.
Gods samt motorkøretøjer, der før eller efter overførsel er henstillet på terminalen (Faaborg, Avernakø og Lyø), henstår alene for ejerens risiko. Overførsel sker snarest muligt, når pladsforhold og tid tillader det. Skader der tilføres rejsegods, som bringes/ køres til eller fra skibet af skibets besætning betragtes som skader opstået under passagerens egen kørsel med køretøjet eller ombordbringelse af rejsegodset.
Ombordkørsel af motorkøretøjer foretaget af mandskabet sker helt på ejerens risiko. Overførsel af biler uden fører sker ligeledes helt på ejerens risiko, overførsel sker snarest mulig, når pladsforhold og tid tillader det.
Billet og pladsreservation.
Gyldig billet skal kunne forevises på forlangende. Rederiet fastsætter løbende tariffer, priser og refusionsbestemmelser samt eventuelt specialbestemmelser for de enkelte overfarter.
Motorkøretøjer med pladsreservation skal være på opmarcharealet senest 15 minutter før færgens planmæssige afgang, der er angivet i sejlplanen for overfarten, ellers bortfalder reservationen og køretøjet henvises til overførsel ved første ledige afgang.
Ambulance-, politi- og rustvognskørsel, samt kørsel af forsyninger til øerne har til enhver tid førsteprioritet.
Anmeldelse.
Skader på person, motorkøretøj, rejsegods m.v. samt reklamationer skal anmeldes til en af skibets officerer, inden skibet forlades. Skadesrapport udfyldes i to eksemplarer. Eventuelle krav mod rederiet rettes skriftlig mod dette.
Ansvarsbegrænsning.
Rederiet begrænser sit ansvar mest muligt i overensstemmelse med sølovens til enhver tid gældende bestemmelser, særligt §§ 274 - 289. Rederiet kan ikke gøres ansvarlig for
tab, direkte eller indirekte, herunder tab af indtægter ud over, hvad ufravigelige regler i søloven eller anden lovgivning foreskriver.
Afgangs- og overfartstider oplyst af rederiet - uanset oplysningsmåden - anses for omtrentlige, og er ikke på nogen måde garanterede af rederiet. Forsinkelse eller aflysning af afgange fra rederiets side giver således ikke ret til erstatning. Rederiet er ikke ansvarligt for tab eller skade som skyldes uregelmæssigheder i driften, herunder Force Majeure, vand- og vejrforhold.
Rederiet er aldrig ansvarligt for tab som følge af mistede trafikforbindelser eller nødvendige ændringer i rejseplaner, herunder ekstra hotelophold og lignende, som passageren vælger som følge af en forsinkelse eller aflysning.
Rederiet påtager sig intet ansvar for rejsegods, herunder håndbagage eller andre effekter, som måtte være bortkommet på skibet eller terminalområder.
Hvis et erstatningskrav måtte blive rettet mod en skibsfører, mandskab, speditør eller andre som rederiet svarer for, er den eller de pågældende berettiget til at påberåbe sig de samme ansvarsfraskrivelser og ansvarsbegrænsninger, som rederiet ville kunne påberåbe sig.
Faaborg den 20. december 2021